inkontinens

inkontinens forklaret

Urininkontinens

Stressinkontinens er den hyppigste form og opstår, når tryk i bugen fra hoste, latter, løft eller fysisk aktivitet presser urin ud, fordi bækkenbunden eller lukkemusklen omkring blæren er svækket. Den ses især hos kvinder efter graviditet og fødsel, hvor bækkenbundens muskler og væv er blevet strakt.

Trængningsinkontinens viser sig som et pludseligt og stærkt behov for at tisse, som kommer så hurtigt, at man ikke når toilettet i tide. Den skyldes, at blærens muskel trækker sig sammen på uhensigtsmæssige tidspunkter, ofte uden nogen tydelig ydre årsag.

Mange oplever en blanding af de to former, kaldet blandingsinkontinens, og behandlingen tilrettelægges derfor ud fra, hvilken type der dominerer hos den enkelte.

Analinkontinens

Analinkontinens dækker manglende kontrol over afføring eller luft fra tarmen og er mindre omtalt end urininkontinens, selv om den også er udbredt. Årsagerne ligner dem ved urininkontinens: skader på bækkenbundens muskler og nerver, ofte i forbindelse med fødsler, samt visse tarmsygdomme og operationer i endetarmsområdet.

Tilstanden er forbundet med en betydelig social belastning, fordi den påvirker dagligdags aktiviteter uden for hjemmet, og mange venter længe med at søge hjælp på grund af skam, selv om der findes effektiv behandling.

Udredning og behandling

Udredningen begynder typisk med en samtale om, hvornår og hvor ofte problemet opstår, efterfulgt af en fysisk undersøgelse og eventuelt måling af blærens funktion. Formålet er at afgøre, hvilken type inkontinens der er tale om, fordi behandlingen er forskellig fra type til type.

Bækkenbundstræning under vejledning af en fysioterapeut er førstevalg ved både stress- og analinkontinens og har god effekt hos mange. Ved trængningsinkontinens suppleres ofte med blæretræning, hvor man gradvist øger tiden mellem toiletbesøg, og i nogle tilfælde med medicin, der dæmper blærens ufrivillige sammentrækninger.

Hjælpemidler som bind og bleer bruges som praktisk løsning, mens den egentlige behandling pågår, eller hvor årsagen ikke kan fjernes helt. I mere udtalte tilfælde, hvor andre metoder ikke har haft tilstrækkelig effekt, kan operation komme på tale.

Det sociale ved inkontinens

Selv om inkontinens er hyppig, er den fortsat omgivet af tavshed, og mange venter årevis med at søge hjælp af skam over symptomerne. Den holdning står i kontrast til, hvor almindelig og behandlingsbar tilstanden faktisk er, og sundhedsvæsenet arbejder løbende på at gøre det lettere at tage emnet op, blandt andet ved at spørge direkte ind til det ved almindelige lægebesøg.

Frygten for utilsigtet lækage kan i sig selv føre til, at personer trækker sig fra sociale aktiviteter, motion eller rejser, selv hvor symptomerne er milde. Netop derfor anbefales det at søge rådgivning tidligt, fordi mange af de mest effektive behandlinger, som bækkenbundstræning, virker bedst, når de sættes ind, før tilstanden har udviklet sig i årevis.

Patientforeninger og sundhedsvæsenets egne informationstilbud spiller en rolle i at afmystificere emnet, blandt andet ved at fortælle, at langt de fleste tilfælde kan lindres betydeligt eller helt afhjælpes med den rette udredning og behandling.